GO BACK
        TO MENU

        I aften var knægtene (mig selv inklusive) alene hjemme, da Mamma Tollestrup skulle til karneval i SFO’en. Meen, man behøver da ikke at falde tilbage på ungkarleføde ala lørdagskylling og frosne pizzaer …

        Så i aften besluttede vi istedet at give Veronica Grandi’s Arrosto vitello con prosciutto e gorgonzola en tester. Eller på godt jysk: kalvesnitzler med lufttørret skinke og gorgonzola.

        Veronica Grandi er en af de 12 italienske kvinder bosiddende i Danmark, som er med i Galbanis bog: “Moderne Mamma”, hvor de viser deres bedste retter fra deres hjemland; Italien.

        Ingredienser

        • 3-4 kalvesnitzler
        • Prosciutto i skiver
        • 100-150g gorgonzola
        • olivenolie

        Tilbehør

        • kartofler
        • olivenolie
        • tørret basilikum
        • groft salt

        Tilberedning

        Jeg starter med tilbehøret, da kalvesnitzlerne er meget hurtige at lave. Når vi laver kartofelbåde i ovnen skræller vi først kartoflerne. Herefter skæres de i både og placeres i en fysepose. I fryseposen tilsættes olivenolie og basilikum, hvorefter posen lukkes og indholdet blandes godt og grundigt sammen. Supergod måde at krydre og oliere kartofler.

        Kartoflerne placeres i et passende fad, krydres med groft salt og sættes i ovnen ved 200 grader i en time.

        Efter ca. en halv time går vi i gang med kalvesnitzlerne. Vi starter med at skære gorgonzolaen i tern. Kalvesnitzler kan godt være lidt lange, så jeg skærer dem over på midten 🙂 Herefter lægges en skive prosciutto ovenpå snitzlen. Her har jeg foldet prosciutto-skiverne, da kalvestykkerne jo ikke er så lange efter jeg skåret dem over. Prosciutto’en fastgøres med tandstikker eller madpinde.

        Kalvestykkerne steges 3 minutter på hver side i olivenolie ved god varme, hvor jeg starter med prosciutto-siden nedad. Efter kalvestykkerne er stegt på begge sider tilsættes gorgonzola’en og retten steger videre under låg i 2-3 minutter

        Denne ret er utrolig simpel og smager intet mindre end fantastisk. Teenageren var helt vild med gorgonzola’en, men han er jo også flasket op med roquefort ost gennem hans mange besøg hos morfar…

        0 COMMENTS

        Læg en kommentar

        Din email bliver ikke publiceret. Krævede felter er markeret med *