Chiusdino – La bella cittá e i molti enzi

170415-155126-0247

Man fristes til at sige, at Chiusdino er en italiensk bjergby, som så mange andre, men der er alligevel  et eller andet specielt over byen, hvor alle kender hinanden. Jeg mærkede det fra dag 1,  hvor jeg spurgte om vej til Tirisondola på baren. Det var tydeligt, at alle kendte hinanden indgående på baren og La Bella Barista vidste præcist hvem der kunne hjælpe os på vej. At Italieneren i hans bedste alder ikke kunne et ord på andre sprog end italiensk er en anden sag, men det gik jo alligevel 🙂

Befolkningen i Chiusdino er meget imødekommende, som så mange andre steder i Italien. En af vores første dage i Chiusdino skulle vi lige bruge et kort over Toscana. Turistkontoret var ikke åbnet endnu – påsken er åbenbart tidligt på turistsæsonen – så jeg forsøgte mig i byens kiosk, dog uden held. Men udenfor sad Inge og snakkede med en 90-årig italiener. Icebreakeren var naturligvis vores skønne Bernerhan; Enzo. Hans navn står på hans sele og Enzo er tydeligvis et udbredt navn i bakkerne i det sydvestlige Toscana. Italieneren hed også Enzo, så det fik vi også en lille sjov snak omkring 🙂 Moralen må være: tag din hund med på ferie, så kommer du nemt i snak med de lokale ….

170416-073445-0252

Torsdag er markedsdag i Chiusdino og vi skulle naturligvis lige se på boderne. Vi havde knapt placeret vores fødder på den centrale plads før vi blev antastet af 3 signori. De skulle jo naturligvis lige hilse på den smukke hund, der bar samme navn som dem. De tre hed Enzo, Vincenzo og Luigi. Det fik vi en sjovt snak omkring og ingen tvivl om at det hurtigt rygtes i den lille by, når der kommer fremmede til byen.

Slagteren fra en naboby var naturligvis på pletten med det helt store udvalg og har man muligheden for at få noget lokalt Porchetta, så skal man slå til. Bedre sandwich fås næppe. Så Mia Moglie Bella fik hundesnoren, mens jeg naturligvis købte alt for meget Porchetta og Salumi. Sørme om ikke Inge blot fik lov at gå kun få meter før en kvinde lige skulle spørge om sådan en hund var en god vagthund.

Der er næppe tvivl om at Enzo har sat sine indtryk på indbyggerne i Chiusdino og mon ikke de lyser op, når vi kommer tilbage i oktober, naturligvis med Enzo 🙂

170416-073556-0254