GALLERIES
        GO BACK
        TO MENU

        Når man er på ferie i Italien om sommeren, så er det sjældent en god ide at tage sine kæledyr med hvis det en stor pelset hund, som Enzo – en Berner Sennen han på ca. 45 kg. Temperaturen hernede i Mellem-Italien sniger sig let op på 35-40 grader i juli måned.

        Men for et par år siden begyndte vi at sadle lidt om, da vi gerne ville spare de 3500kr til hundepensionen og samtidig nyde Italien i mere afdæmpede temperaturer, så nu tager vi typisk til Italien i Påsken og i efterårsferien. Her ligger temperaturen på 25-30 grader typisk og Enzo kan fint klare varmen og det er bare noget federe at være på ferie med sin elskede hund.

        Og har hunden så en sele på med et italiensk klingende navn, så kommer man i kontakt med rigtig mange italienere hvor end man viser sig og møder en masse smil. For nogle dage siden var vi på antik marked i Arezzo, hvor jeg tror vi fik snakket med mindst 20 forskellige italienske par og kun fordi vi havde Enzo med. Men Enzo’s italienske navn har nok en stor del af æren for dette.

        Enzo har naturligvis et EU hundepas og er vaccineret efter alle forskrifter, men nogle gange er man bare uheldig. Denne gang var det åbenbart vores tur og efter et par dage i Italien opdagede vi et grimt sår på Enzo’s albue, hvor der var gået betændelse i såret. Jagten gik ind på en dyrlæge, som vi søgte ved hjælp af Yelp app’en – en slags gul telefonbog og jeg startede med at ringe rundt. Der var ca. 10 dyrlæger indenfor en radius af 40 km, men heldigvis var der en dyrlæge i Chiusdino, som havde åbent mellem 16:30 og 19:00. Jeg havde forklaret hvad problemet var i telefonen, så da vi ankom til klinikken blev vi hevet ind med det samme, hvor veterinærsygeplejersken Francesca tog sig af Enzo. Hun var rigtig dygtig og supergod til Enzo, så selvom hun klippede pels og sårrester af benet med en trimmer, så hverken pev eller rumlede Enzo af hende. Enzo fik et par hestespøjter med medicin i nakken og med en recept i hånden var vi hurtigt videre. En supergod oplevelse med kompetente mennesker og den sædvanlige italienske imødekommenhed.

        Åh jo, prisen ? Det er jo næsten det bedste: vi gav €30 for konsulentationen og senere €35 for medicin på Apoteket. Hele herligheden ville mindst have kostet 1000kr derhjemme. Så mon ikke Enzo skal vaccineres hernede til efteråret.

        0 COMMENTS

        Læg en kommentar

        Din email bliver ikke publiceret. Krævede felter er markeret med *