Rejsedagbogen – På besøg hos Diane & Roy

Chiesa di Torria

Torsdag d. 8. april

Vi skulle egentlig have været i parfumebyen Grasse på den franske side, men havde besluttet at droppe turen, da Alba ikke helt var på højkant. Hendes afføring var blevet normal igen om morgenen og der var jo ingen grund til at udfordre skæbnen.

I stedet blev det en tur til Imperia, hvor vi besøgte olivenmuseet. Vi så de 400 år gamle redskaber og turist-shoppen, men droppede selve museet, da vi igen-igen blev snydt af siestaen. Vi må altså snart lære det.

Vi gik en tur i Imperia og ledte efter et spisested blandt byens flotte arkader og langs havnen. Men udvalget var vist ikke mættende nok for en 15 års teenager, som kræver sit foder, så det blev i stedet en tur i Bennet og frokost hjemme i Torria.

Vi havde købt en blomst i Bennet til Diane og efter Inge havde lavet et flot kort i bedste gækkebrev stil gik turen til Diane og Roys hus på Via Padre Gandolfo sidst på eftermiddagen.
Diane og Roy bor fast hernede i Torria og har et 900 år gammelt hus, som de selv nænsomt har restaureret. Det er nok det mest gæstfrie par jeg nogensinde har mødt. Vi var der i tre timer til lidt mere end blot et enkelt gals vin og snakken gik lystigt på engelsk, hvor selv Jonathan deltog i snakken. Vi udvekslede emails og vil helt sikkert besøge dem igen en anden gang, for vi kommer helt sikkert tilbage til Torria.

Vi var hjemme igen kl. 20:30 og fik travlt med at lave mad og fodre hundene, som havde været alene hjemme for første gang i Italien. Det blev til en gang hurtig pasta med tomatsauce og italienske pølser til.