Tiden løber hurtigt i denne tid og lige netop i dag er det kun 4 uger til vi sætter os i bilen og drager syd for alperne til vores livs eventyr. 4 uger er ikke særlig lang tid til at nå det sidste inden afrejsen - jeg har jo lige en uges IT-Vagt tjans i Sønderjylland i næste uge og når jeg kommer hjem skal vi også nå en gourmet middag med knægten på skønne La Locanda i Aalborg. Sidste weekend Danmark går så lige med Inges 50 års fødselsdag kombineret med Indflytterfest hos knægten i hans nye hus. Jo, der er tryk på, som altid inden afrejse.

De seneste 4 uger er gået med at få afhændet alt det vi ved vi ikke tager med til Italien, så der har været gang i vores lille midlertidige webshop på diverse Køb & Salg sider på Facebook, hvor vi har solgt vinterdæk, fotoudstyr, garn (og det har Inge meget af), osv. Bare rolig, Inge stopper ikke med at strikke, men hvorfor tage sand med til Sahara ? Bonus-info: meget af det garn Inge bruger kommer faktisk fra spinnerier i Italien importeret af den gode Kenneth fra Garnudsalg.

Vi har også nået at få ryddet loftet og den store garage - den krævede da kun 9 ture til genbrugspladsen og er nu helt tom. Så vi skal nok nå at blive klar til afrejsen sidst i juni.

Afrejsen

Når man skal have 2 biler, hund, espressomaskine og masser af oppakning med til et 2 års ophold i Italien, er det nødt til at ske i nogle tempi. Første stint er om 4 uger, hvor vi pakker hund, espressomaskine, fotoudstyr og så meget oppakning vi kan have i BMW'en. Turen på 2000km tager de sædvanlige 2 dage inden vi når skønne Tirisondola i Toscana lige hvor det er aller varmest. Tænker et AirCon eftersyn er på sin plads inden vi skal afsted.

Efter 5 uger i Toscana flyver jeg hjem igen, da jeg har endnu en IT-Vagt i Sønderjylland. Når den er overstået fylder jeg Inges nyrenoverede FIAT 500 til bristepunktet og kører endnu engang de 2000km sydpå. Det skal nok blive en oplevelse at køre til Italien i en lille FIAT når man selv er en størrelse Stor Mand ...
Men jeg er sikker på, at jeg får en varm velkomst, når jeg ankommer til Chiusdino med Inges elskede CinqueCento.

Vi beholder huset i Nordjylland de første 2-3 måneder - Just in case. Et er jo at være i Italien 2-3 uger af gangen, noget helt andet er flere måneder. Så det er rart at have noget at falde tilbage på, hvis det ikke skulle gå. Men hvorfor skulle det ikke det ...
Så i oktober kører jeg hjem til endnu en IT-Vagt i Sønderjylland og kører efterfølgende til Nordjylland og rydder det sidste i huset. Godt der er noget der hedder BOXIT. Det bliver vores opmagasineringssted for det sidste af vores møbler og indbo, mens vi er i Italien.

Det spændende bliver om det er for 2 år eller permanent ...

Share this story

KOMMENTARER Udvid -
  1. Wup, der er ikke længe til og jeg kan fornemme at de fleste detajer på på plads og jeg er sikker på at også sommerfuglene er ved at melde deres ankomst 😀

TILFØJ EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *