MENU

OM OS

viva-italia.dk er vores lille italienske hjørne i blogland, hvor vi beretter om vores passion for Il bel Paese

OM OS

Vores eventyr startede i en IPERCOOP lidt udenfor Rimini en sommerdag i 2006, hvor vi var på campingferie. Vores "flugt" fra turisthelvedet var i dette supermarked, hvor vi gik og lyttede i smug til det smukke italienske sprog.

Efter hjemkomsten til lille DK gik vi straks i gang med aftenkurser i Italiensk på HF, italiensk kaffe på en mocca-kande, og sågar eksperimenter med hjemmelavet pasta.

I 2008 blev viva-italia.dk født, som vores lille dagbog på nettet. I starten skrev vi hyppigt om vores oplevelser i køkkenet med italiensk mad, vores ferier til støvlelandet og alverdens indtryk fra dette forførende land mod syd. Senere blev skrivelysten mere sporadisk og i de sidste par år har den mest tjent som vores opslagsværk / dagbog over vores oplevelser i de sidste 10-12 år.

Gennem vores mange rejser til Italien har vi fået mange nye venskaber med italienere og danskere bosat i Italien; Charlotte fra Milano, Thomas fra Chiusdino, Paolo fra Biella og Teresa & William fra Umbertide/Garaguso. Blot for at nævne nogle ...

Hvem er girafferne så ?

Vi er såmænd blot to gæve jyder; Inge & Anders, som er fuldstændig forgabt i Italien. Vi er livsnydere og kunne ikke drømme om, at drikke andet end Vino d’Italia. Vores ferier kan kun gå til Italien og der var engang hvor vi kun kørte i Alfa Romeo. Det blev dog for dyrt i reperationer, så nu må vi nøjes med en BMW.

Vi laver overvejende italiensk mad, har allerede slidt den første pastamaskine op og er igang med den næste. Vi er også dem, som købte en italiensk pålægsmaskine med hjem fra skiferien i Livigno…

I perioder er det faktisk så slemt at alle web-reklamerne bliver vist på italiensk. Måske fordi Anders primært hører Radio Italia, når han ellers er hjemme.

Hver gang vi er i Italien knytter vi ofte nye venskaber og for 4 år siden mødte vi Thomas – 74 årig amerikaner bosidende på en bakke sydvest for Siena. Det blev til et meget tæt venskab, nærmest familiært. Vi snakker sammen på Whatsapp ugentligt og siden da er alle vores ferier gået til Chiusdino og hans lille perle: Tirisondola.

Hvis I gerne vi opleve stedet, så lejer vi det faktisk ud 🙂

CLOSE